Sider

søndag den 26. juni 2016

Arbejdsweekender

De sidste par weekender har stået på arbejde i huset i Tørring. Det er dejligt, at man hver gang kommer et stykke videre, selvom der er noget vej endnu, før det bliver, som vi gerne vil have det. Men så længe det går den rigtige vej, og vi ikke løber ind i alt for mange uforudsete problemer, så er det fint. Nu har vi blandet andet fået tømt hele huset, pillet tapet ned i næsten alle rum, pillet udestue ned og fjernet døre og radiatorer.


Vi har haft mange gode hjælpere i huset, og det er skønt, at folk vil give en hånd med. Ellers kom vi nok aldrig i mål :) Pigerne hjælper så godt, de kan. Martha har været mindst vild med det på grund af al larmen, men hun har fundet fidusen ved at gå rundt med høreværn på hele tiden, så hun ikke på samme måde lægger mærke til larmen :)
Afslappende måde at sove lur på :)

søndag den 12. juni 2016

Djurs Sommerland

Så er en dejlig weekend ovre, og vi har nydt den i fulde drag. 
Fredag var vi en tur forbi huset på Olgavej og rydde en smule op og køre på genbrugspladsen. Bagefter kørte pigerne og jeg til Løsning for at være der, mens Simon hjalp et vennepar med at flytte fra Horsens og til deres nye hus i Tørring. Han fik knoklet lidt og givet en hånd med. 

Lørdag var vi en tur i Djurs Sommerland med Simons familie. Det var en rigtig dejlig dag, hvor vi hyggede os alle sammen og prøvede diverse forlystelser. Det var dejligt at se, hvordan Clara stille foldede sig ud og skulle prøve forskellige ting - endda også alene. Så bliver man lidt stolt som forældre, at hun nu er ved at være så stor, at hun har mod på sådanne ting selv. Martha var også vild med forlystelserne. Der skulle bare ske noget for hende! Vi startede til formiddag og kørte hjem igen, da parken lukkede kl. 20. Det var nogle godt brugte børn og forældre :)


I dag har Simon og jeg hjulpet i køkkenet til et vennepars barnedåb. Det var dejligt at kunne give en hånd med og hyggeligt at se dem igen. Og så gik turen ellers hjemad til Bjerringbro med både trætte børn og forældre :) Det kan være, det bliver en hård start på ugen. Det må vi se, hvordan det går.

onsdag den 8. juni 2016

Simons fødselsdag

Så fik vi fejret Simons fødselsdag i går. Pigerne havde pyntet op med flag, og vi havde gjort klar med kagemand og gave, da Simon kom hjem fra skole. Pigerne var hvertfald spændte, og Martha kunne da heller ikke lade være med at røbe, hvad der var i gaven, så snart Simon begyndte at løsne papiret :)

mandag den 6. juni 2016

Overtagelse af hus

I onsdags fik vi nøglerne til vores hus i Tørring. Hvor føltes det godt! Vi havde glædet os alle til det, og vi også ret spændte på, hvad pigerne ville sige til det. Det syntes heldigvis, det var meget spændende, og Clara viste gerne rundt i huset :) Vi vidste godt, at huset ikke var tømt, da vi overtog det, men vi havde nok ikke regnet med det syn, vi kom til. Der var rod udover det hele, næsten alt var endevendt, og der stod mad i køleskab og i fyldte sække i carporten. Puha, først syntes det godt nok som en stor mundfuld, og man synes næsten ikke, det var anstændigt at overlade et hus på denne måde. Men med et par arbejdshandsker og et par ture på lossepladsen kom vi da et stykke vej med oprydningen. Der skal stadig lægges nogle timer i oprydning alene, og så begynder vi ellers så småt med at ordne huset. Det bliver spændende, og vi glæder os meget til at se det færdige resultat om noget tid. Vi har hvertfald ikke mistet modet endnu :)


 I weekenden var vi på Årsmødefestival på Mørkholt camping. Det var en rigtig god weekend med festlige møder, spændende seminarer og ellers utroligt lækkert vejr. Vi nød dagene i fulde drag! Det er så skønt at være afsted på camping, og pigerne hyggede sig i den grad med børnemøde, legeplads og pool. De var da heller ikke meget for at skulle hjem igen i går, men der går kun tre uger, før vi igen skal afsted, så mon de ikke hurtigt kan gå?