Sider

søndag den 30. april 2023

Arbejde og hygge i haven

Vi har travlt for tiden, og der er rigeligt at se til både på arbejde, herhjemme, pigernes skole og aktiviteter. Derfor var det også tiltrængt med en weekend, hvor vi næsten ingen planer havde. Lørdag var vi ude hele dagen i det dejlige solskinsvejr. Simon og pigerne deltog i spejdernes omdeling af affaldsposer for kommunen om formiddagen, mens jeg arbejdede i haven. Eftermiddagen fortsatte med havearbejde, men der var også plads til skumfiduser over bål. Pigerne legede og hyggede sige ude og fik for første gang lov at klatre op i vores store blodbøg. Og dér sad de så resten af dagen, klatrede op og nede og legede. 

I dag efter kirke og frokost, måtte de også ud i haven og sad oppe i træet igen det meste af eftermiddagen. En dejlig weekend med arbejde og solskinsvejr, og nu er batterierne tanket op til den kommende uge.

onsdag den 12. april 2023

Påskeferie

En dejlig påskeferie er netop overstået, og vi har nydt den! Det har været rigtig godt til os alle sammen at have fri en god uges tid. Der blev tid til springopvisning, besøg hos bedstemor og bedstefar, ordnet lidt praktiske ting herhjemme, en fantastisk gudstjeneste i Broen påskedag og et besøg hos farmor og farfar. 

Og så fik vi luftet campingvognen for første gang denne sæson. Vi nyder sådan at være på camping! Turen gik til Viborg sammen med fam. Ringgaard Holm. Vi følte, det nærmest var som at komme "hjem" igen, når vi nu boede på den egn for flere år siden efterhånden. Langfredag tog vi i kirke i Bjerring, hvor vi plejede at komme, mens vi boede i Bjerringbro, og så måtte vi også lige køre en tur rundt i byen og se vores gamle rækkehus, børnehave, dagpleje, og hvad vi ellers kom forbi. Det var nu lidt hyggeligt at se igen. Bagefter tog vi ud og besøgte Energimuseet i Tange. Et meget spændende besøg og sjovt for alle pilfingrene. Ellers så nød vi campinglivets afslapning, pigerne hyggede sig med deres fætre og kusine og de voksne med hinanden. Der blev leget, spillet, hygget, grinet og snakket. En rigtig dejlig campingtur med helt perfekt campingvejr.