Sider

lørdag den 21. december 2019

Juleferie!

Så kom juleferien. Clara og Martha har talt dage ned til juleferien, og nu er den her allerede. Asta spørger næste hver dag, om det er jul nu, og det er det også næsten. Ferien blev skudt i gang fredag aften med dyner i sofaen, Disney sjov i fjernsynet og fredagsslik i munden.
I formiddags fik vi hentet juletræ. Jeg var heldig at have vundet et i en konkurrence, så det var fedt bare at vælge et og så smide det på traileren. Igen i år var vi ude at finde juletræ sammen med gode venner, og pigerne mødte også kammerater fra skolen. Højdepunktet var dog tre små killinger, der var meget kælne.
Til eftermiddag tog vi til Aulum til årets julefrokost med mine søskende og familie. Det er skønt at kunne samles hele den store flok, og det blev en dag med snak, hygge, spil, pakkeleg og dejligt mad. Det er så dejligt at se alle færre og kusiner lege og hygge sig, og når børnene har det godt, så hygger vi voksne os også så godt.

onsdag den 11. december 2019

Julehygge-weekend

Weekenden har i den grad stået i hyggens tegn. Fredag fik vi bagt honningkager (mums!), og farmor og farfar kiggede forbi. Dejligt lige at drikke eftermiddagskaffe og spise aftensmad sammen med dem. Lørdag fik vi besøg af fætter Asger fra Århus. Simon og pigerne hentede ham ved Horsens, mens jeg fik et par timers lur oven på nattevagt. Om eftermiddagen tog vi ud til Kongernes Jelling. Et vildt flot og spændende museum, hvor man må pille ved alle ting. Børnene var meget opslugt af det, og turen sluttede af med et kig på Jellingestenene og en tur op på højene. Aftenen blev brugt med pizza, popcorn og julekalender. Det var skønt at se, hvordan børnene bare hyggede sig sammen.
Søndag stod den på julehygge i Løsning med hele Simons familie. Der blev bagt pebernødder, figurkager, kogt klejner, trillet havregrynskugler, klippet og klistret og spist og hygget. En rigtig dejlig dag!

tirsdag den 3. december 2019

Vinter- og juletid

Forrige weekend var vi en tur i Odense Zoo. Vi kunne komme gratis ind, når vi nu har årskort til Givskud. Det var sjovt at se en anden zoo, end vi er vant til, og der var kun en times kørsel derover. Det var en rigtig hyggelig dag, dog var det nødvendigt at være klædt godt på i det friske vejr.



I sidste weekend fejrede vi oldemors fødselsdag lørdag på Skamlingsbanken. Sikke en dejlig fest! Det var skønt at fejre hende, være sammen med alle de andre fra den hele familie og spise god mad. Og søndag blev det endelig december med julekalendre og adventsgaver. Længe ventet for tre små størrelser herhjemme :) Søndagen gik med kirke, børnefødselsdag og pebernøddebagning.

Asta leger gemmeleg