Sider

fredag den 23. december 2016

Vi venter og venter...

Der er nedtælling til juleaften herhjemme. Clara går meget op i, hvilken dato dagene har, og hvor mange dage der er tilbage til juleaften.
I tirsdags tog vi 4 piger på tøsejuletur i Silkeborg sammen med moster Alice. Vi tog bussen til Silkeborg, hvor vi kiggede lidt i butikker og prøvede juletoget i gågaden og ellers hyggede vi os vældigt hjemme hos Alice med julemusik, perler og lækkerier. Simon kom også, da han var færdig på arbejde. Det var en rigtig hyggelig dag!

Clara og Martha gik på juleferie onsdag eftermiddag, og Simon fik juleferie i går eftermiddags. Vi har 11 dages juleferie sammen allesammen. Det er så skønt bare at være familie sammen, have nattøj på til langt op af formiddagen, hygge og lege og bare nyde tiden.

søndag den 11. december 2016

Juletur

I torsdags var vi på juletur hele den lille familie. Simon havde taget sig en fridag, så vi tog turen til Kolding. Først var i Kolding storcenter, hvor vi fik købt nogle julegaver, set juledukketeater og spist frokost på Jensens Bøfhus. Om eftermiddagen tog vi i legeparken og legede og hyggede med honningkager til eftermiddagskaffe. Og så besøgte vi oldemor Inger derefter. Vi nød i den grad alle sammen at have en dag bare med hygge og være sammen på tur, og det var skønt at få ordnet lidt julegaver og besøgt oldemor på samme tid.


 Fredag fik Clara nissen Gertrud med hjem fra børnehaven, så den har lavet diverse drillerier her i weekenden som at farve æg lyserøde, lagt pebernødder i chokoladejulekalendrene og lavet kakaomælk i mælkekartonen. Det er så sødt at se, hvordan Clara bare hele tiden er obs på, hvad der sker at mærkelige ting og sager, og alt kan forklares ved nissen :)
Lørdag havde jeg julefrokost med gamle efterskoleveninder. Vi var ikke så mange i år, men det er hyggeligt at se hinanden.
I dag har stået på afslapning, adventsgaver, gudstjeneste og koge klejner. En rigtig dejlig søndag!

mandag den 5. december 2016

Julerier

Weekenden har virkelig stået i julehyggens tegn, og det har været så skønt!
Fredag holdt vi piger en fridag og var i Løsning hele dagen. Her var vi til koncert med Lise P og band, der fortalte "Alletiders Historie". Pigerne var helt opslugte af den gode musik, historien og de flotte kostumer. Det var et super godt arrangement, og vi har sunget sangene meget lige siden!
Lørdag var Simon, Clara og Martha på biblioteket her i Tørring. Her blev der læst historier, og der var mulighed for at lave forskellige kreative ting til jul fx male på mulepose og kop. Og så kunne man hænge en julesok eller nissehue op på biblioteket, og mon ikke nissen så lægger noget i den inden jul? :) Om eftermiddagen trillede vi havregrynskugler. De smagte godt :)

Søndag sov alle 3 piger længe, og vi havde os en helt afslappet dag. Pigerne nød at trisse rundt i nattøj til langt op på formiddagen, og om eftermiddagen fik vi bagt pebernødder. Så er vi snart ved at være klar til jul.

torsdag den 1. december 2016

Julen skudt i gang

Så er vi i gang med alle julerierne. I søndags var vi til julefrokost i Aulum. Det var den første af slagsen, og der var som altid et overdådigt julefrokostbord. Vi tog til gudstjeneste i Aulum kirke, og det var skønt at sidde i en propfyldt kirke, høre kirkekor og børnene være med til at deltage i prædiken. Hele banden var hjemme i Aulum, så der var liv i huset. Børnene legede super godt med hinanden, og vi fik også spillet årets pakkeleg. Martha var hurtig til at fange, at man måtte tage andres pakker, men det var knap så sjovt, når nogle tog hendes :)
Ellers har vi fået lavet juledekorationer. Pigerne var vældig produktive, og juledekorationerne har også en kreativ stil. Vi har fået pyntet op, fundet julekalendrene frem, og nu glæder pigerne sig meget til at se Nissebanden i fjernesynet. Det er vist rigtig blevet jul!