Sider

mandag den 30. april 2018

Store hvededagsferie

Store hvededagsferie - sådan blev det kaldt herhjemme :) Vi har haft en skøn forlænget weekend, hvor vi har nydt det gode vejr, været i haven, leget med kammerater og meget andet. Og traditionen tro har vi da også fået varme hveder. Selvom pigerne ikke helt forstod, hvorfor det var noget specielt andet end en lun bolle :)
Clara fik briller lige før weekenden. Hun skal lidt vænne sig til at gå med dem hele tiden, men det kommer lige så stille. Det virker til, hun så småt begynder at se fidusen i dem, og det er jo meget godt.

mandag den 16. april 2018

Sygdom, sygdom og sygdom

Vi orker ikke mere sygdom herhjemme! Jeg fik ellers fint sagt i sidste weekend, at vi vist var ved at være ovre vinterens sygdom, og at foråret så nok endeligt var på vej. Det holdt knap et døgn, så måtte vi hente Martha i børnehaven med feber, og senere på dagen kastede hun også op :( Hun var afsted torsdag i børnehave, men fredag måtte vi igen hente hende efter et par timer. I dag har hun været i fuld vigør igen :)
Asta havde lydt som en søløve siden søndag eftermiddag, men vi troede egentlig, det bare var hendes astmatisk bronkitis, der var i udbrud. Men efter hendes lur, havde hun 39,9 i feber og vejrtrækningsbesvær, så vi tog til lægen med hende, der sendte os til børnemodtagelsen i Skejby. Her blev vi senere indlagt på børneafdelingen med falsk strubehoste. Vi kom dog hjem igen tirsdag middag, men hun blev hjemme fra dagepleje resten af ugen.
Vi venter på lægen

Morgenmad på børneafdelingen - og man er vel en god dukkemor :)

Fredag morgen gik jeg hjem fra nattevagt med feber, hoste og ondt i halsen, og siden er der også stødt en ordentlig omgang forkølelse til. Jeg har ligget i sengen hele weekenden, og er stadig ikke på benene endnu. I dag har jeg dog ikke haft feber og ondt i halsen, så der kan spores lidt bedring.
Nu håber vi bare, vi snart kan få lov at slippe helt for al den sygdom, men vi tør snart ikke sige det højt mere : )

onsdag den 4. april 2018

Påskeferie

Vi har haft et par dejlige påskedage. Ingen af os havde fri de tre dage op til påske, men jeg havde aften- og nattevagter, så vi kunne alligevel sove længe, slappe af og nyde rolige morgener. Pigerne synes også, det er anderledes og rart i institutionerne de dage, fordi der er få børn, man laver andre hyggelige ting, og så er det bare en mere rolig atmosfære.
Torsdag tog Simon pigerne med i svømmehal, så jeg kunne sove ud efter nattevagt. Fredag var vi på besøg i Aulum og nød det skønne forårsvejr.

Lørdag fik vi ordnet lidt af hvert herhjemme. Pigerne elskede at være ude, selvom vejret var temmelig koldt og blæsende. Det endte med, at de mere eller mindre var ude hele dagen.

Søndag fejrede vi fætter Bertels barnedåb. Mandag var vi en tur i Givskud Zoo. Det var skønt vejr, og vi endte med at bruge næsten hele dagen derude. Det er så skægt at se Asta, der opdager dyrene nu og fascineres vældigt af dem. Og så har hun lært at sige "drakdor" (traktor). Det er så kært!