Sider

onsdag den 12. april 2023

Påskeferie

En dejlig påskeferie er netop overstået, og vi har nydt den! Det har været rigtig godt til os alle sammen at have fri en god uges tid. Der blev tid til springopvisning, besøg hos bedstemor og bedstefar, ordnet lidt praktiske ting herhjemme, en fantastisk gudstjeneste i Broen påskedag og et besøg hos farmor og farfar. 

Og så fik vi luftet campingvognen for første gang denne sæson. Vi nyder sådan at være på camping! Turen gik til Viborg sammen med fam. Ringgaard Holm. Vi følte, det nærmest var som at komme "hjem" igen, når vi nu boede på den egn for flere år siden efterhånden. Langfredag tog vi i kirke i Bjerring, hvor vi plejede at komme, mens vi boede i Bjerringbro, og så måtte vi også lige køre en tur rundt i byen og se vores gamle rækkehus, børnehave, dagpleje, og hvad vi ellers kom forbi. Det var nu lidt hyggeligt at se igen. Bagefter tog vi ud og besøgte Energimuseet i Tange. Et meget spændende besøg og sjovt for alle pilfingrene. Ellers så nød vi campinglivets afslapning, pigerne hyggede sig med deres fætre og kusine og de voksne med hinanden. Der blev leget, spillet, hygget, grinet og snakket. En rigtig dejlig campingtur med helt perfekt campingvejr.



Ingen kommentarer: