Sider

søndag den 9. juli 2023

Sommerferien skudt i gang

Sommerferien er allerede skudt godt i gang, og pigerne er nu på vej ind i 3. uge af ferien.

Den første uge var Martha på Sang- og musiklejr for første gang. Det var en uges lejr på Frøstruphave efterskole med sang, musik, hygge og sjov - og hun nød det! Musik gør noget rigtig godt ved Martha. Det var dog en træt pige, vi fik med hjem efter afslutningskoncerten. 

I søndags tog vi piger op til Aarhus i Den Gamle By sammen med moster Berit. Hun bor tæt på Den Gamle By, så det var hyggeligt at følges med hende derhen. En rigtig tøsetur. Simon lavede teknik på Ordet og Israels sommerstævne. 

I denne uge har vi alle 5 haft ferie. Mandag-tirsdag bød på kanotur på Gudenåen med start her i Tørring og slut ved Voervadsbro. Det var sjovt at se "vores baghave" fra vandsiden, og hvor var det en smuk natur at sejle. Vi var heldige med vejret mandag, hvor vi kun mødte et par enkelte byger den sidste halve til hele time, men solen nåede at tørre os i mellemtiden. Vi overnattede i telt ved Brestenbro - godt trætte og møre i arme oven på 21km sejlads. Tirsdag sejlede vi 13 km og endte i Voervadsbro. Vejret var vi ikke helt så heldige med - det gav mere regn, og solen tittede ikke meget frem. Modstrømsbussen kørte os tilbage mod Tørring, og vi var hjemme til aftensmad. 





Torsdag var vi i Horsens hele dagen. Martha har længe gerne ville besøge Museum Horsens, så der startede vi. Efter en kage- og kaffepause fortsatte vi på Fængslet - der er museet på det gamle statsfængsel i Horsens. Da musset lukkede kørte vi til Bygholm park, hvor pigerne fik brændt lidt krudt af på legepladsen, og vi fik tilberedt aftensmad på trangia. 

Fredag tog Martha og Asta på Lille Lyngsbo. Martha skulle følges med en veninde, og Asta skulle på Lyngsbo for første gang. Det var en rigtig god weekend for dem begge to - og en rigtig godt debut for Asta og sommerlejre. Vi afleverede Clara til Store Lyngsbo i dag, samtidigt med at vi hentede Martha og Asta.

Ingen kommentarer: