Sider

søndag den 12. august 2012

Clara går!

Så har Clara lært at gå. Det er virkelig hyggeligt at se, hvordan hun sådan stavrer rundt i hele lejligheden. Og hun er virkelig blevet god til det! Det gik lige pludselig stærkt med at gå. Inden vi tog på camping i sidste uge, kunne hun sådan lige tage et skridt eller to, men på campingen, og især da vi kom hjem, tog det bare fart, og hun gik mere og mere. Tænk, at vi allerede har en datter, der kan gå. Så stort hun bliver!

Ellers så har vi nydt at være på Skovgårde i sidste uge. Gode møder, godt vejr og godt selskab med familie. Det var dejligt at være på ferie, og vi nød bare at have tid sammen alle tre.
Simon har også ferie i næste uge, men vi har ikke det vilde for der. Det bliver vist bare lidt afslapning, husligt arbejde og hvad der ellers lige falder for. Jeg skal til tandlægen på tirsdag og have lavet næste trin af min fortand, så der går nok lige et par dage, før jeg er helt ovenpå igen.

tirsdag den 31. juli 2012

Clara 1 år

Vi har smidt lidt billeder i albummet fra hendes fødselsdag.

fredag den 13. juli 2012

Sådan kan det jo gå, når man får fat i køkkenrullen

Øv, mor. Hvorfor skal du altid opdage mig, når jeg lige har det så sjovt?

mandag den 28. maj 2012

Afslapning i pinsen

Vi har nydt pinsen og det gode vejr i fulde drag. Simon havde fri lørdag, så det blev en forlænget weekend til os alle tre. Vi har desværre ikke så meget have at være ude i herhjemme, så lørdag tog vi til Løsning for at nyde vejret i haven der. Fætter August blev passet hjemme med farmor og farfar, så ham og Clara legede sammen. Men det var vist mest Clara, der syntes, det var sjovt. Søndag besøgte vi Alice, Brian og Marcus. Lækkert med endnu en dag i haven. Dagen sluttede vi med at lave popcorn og pandekager over bål. Så er det rigtigt blevet sommer. I dag har vi så været i Lunden (park i Horsens) sammen med Lars og Annika. Det er nu rart bare at kunne slappe af og nyde det gode vejr, mens vi har det. Så pinsen har virkelig stået på afslapning her...
Clara er ellers begyndt at mosle meget rundt og over forskellige ting. Hun kan nu stå på alle fire, men når hun prøver at flytte sig, falder hun ned på maven. Men mon det ikke snart kommer? Hun kan også rejse sig selv op ad ting nu. Det er så dejligt at se, for hun bliver pavestolt, når hun så står op.

torsdag den 26. april 2012

Clara snakker og snakker


Clara snakker og snakker og snakker. Hele dagen igennem, men specielt ved bordet, når vi spiser. Det er meget hyggeligt. Hun skal vel også være med i samtalen :)
Hun er ellers blevet ramt af en gang lungebetændelse, men humøret fejler ikke rigtig noget af den grund. Hun har været hjemme fra dagplejen, som hun ellers er glad for. Der sker lidt mere sammen med de andre børn end herhjemme...

søndag den 22. april 2012

Sidste dag på barsel


Så er barslen slut, og i morgen starter den virkelige hverdag for os alle tre. Dagen har vi bare brugt på hygge og været en tur i svømmehallen at bade alle tre. Clara elsker at bade, så hun svømmede og plaskede og var rigtig træt, da vi så gik op af vandet.
Clara er begyndt i dagpleje i mandags. Det går rigtig godt med indkøringen, og hun hygger sig rigtig sammen med de andre børn. De skal bare ikke komme alt for tæt på hende, så er de lidt for skræmmende. For tiden er hun i dispositionsdagpleje, men hun rykker hen i sin faste dagplejeplads pr. 1/5. Oprindeligt skulle hun først det pr. 1/7, så det er rigtig dejligt, at hun kunne komme til det lidt før. Så skal vi bare have indkøringen til at passe med skole og arbejde...
Jeg begynder i skolen i morgen. Det bliver ret spændende både at starte i ny klasse og ny skole, men også hvordan det lige bliver med lektier, Clara og alt det andet. Nu må vi se. De første 14 dage er bare undervisning, jeg har haft, inden jeg gik på barsel, så det SKAL jeg ikke være med til. Det giver lige en ekstra buffer. Men jeg glæder mig også rigtig meget til at komme i gang. Det bliver godt at komme i gang med studiet. Jeg synes jo, det er spændende...

tirsdag den 20. marts 2012

torsdag den 15. marts 2012



Intet er sikret herhjemme i lejligheden længere. Clara bevæger sig rundt i hele lejligheden nu, så man skal hele tiden holde øje med hende. Der er jo så meget spændende for de små pilfingre...

lørdag den 3. marts 2012

Fam. Mejer Holm i sommerhus


I denne uge har vi været i sommerhus ved Ørby Hage mellem Christiansfeld og Haderslev. Det var et lækkert lille sommerhus med kun 50m ned til Haderslev Fjord. Rigtig smukt og charmerende område.
Morgenudsigt fra køkkenvinduet
Vi har nydt bare at slappe af og være os tre. Clara havde fået en slem forkølelse i weekenden op til, så hun var lidt pylret de første par dage. Nogle dage har vi bare slappet af hjemme i sommerhuset, men vi har også været en tur i Tyskland, i Haderslev og Christiansfeld. I Haderslev var vi inde at se domkirken og ellers bare vandre rundt mellem de hyggelige gamle bygninger. I Christiansfeld var vi inde at se Brødemenighedens kirke, deres kirkegård og ellers også bare tulre rundt blandt de gamle huse. Og så skulle vi da lige have et par honninghjerter til eftermiddagskaffen :)

Clara har nydt at være på ferie. Det har været dejligt at se, hvordan hun bare har været glad for, at Simon også var der hele tiden. De kan sidde og snakke en masse sammen (bla-bla, da-da-da, ja-ja, la-la osv.).Hun har også fået sin første tand i ferien. Hun udvikler sig lynhurtigt. Her i denne uge er hun begyndt at bevæge sig fremad på maven, og hun forsøger ivrigt at komme op på knæene, som så resulterer i, at hun ligger og stritter med numsen. Meget yndigt! Hun har også lært at vise, hvor stor hun er, så det vil hun også gerne vise jævnligt - bare lige hvis vi skulle være i tvivl om det.

Vi kom hjem fra sommerhuset i dag og har bare brugt dagen på at pakke ud. Søndagen skal nok gå med afslapning, inden vi tager hul på den næste uge.
Vi har lagt billeder fra ferien ind i albummet.

lørdag den 25. februar 2012

Lidt billeder af en glad pige

Mmm øllebrød...


Clara er rykket ind på sit eget værelse og har nu boet der en uge. Det fungerer rigtig godt. Hun synes, alt er spændende inde på værelset. Vi er godt nok ikke helt færdig med værelset endnu, men det hjælper lige så stille på det.



I aften skal vi til færdigfest ved en fra IMU. Vi glæder os til at fejre ham. Og i morgen kører vi så i sommerhus i en uge. Simon har lidt ferie, han skal have brændt af, inden ferieåret udløber, så det benytter vi os af, inden Clara skal begynde i dagpleje og jeg på studiet igen. Vi har lånt et sommerhus ved Ørby Strand, så vi glæder os til en uge i det sønderjyske, hvor vi bare skal være os tre.

onsdag den 11. januar 2012

Kuk-kuk-bøh...

Clara og Simon skulle skifte sengetøj i morges. Det her var det, der kom ud af det :)

onsdag den 4. januar 2012

Jul og nytår veloverstået


Clara var med ude at fyre en raket af nytårsaften. Det var spændende med lyset, men ellers sov hun sig ind i det nye år...