Sider

mandag den 12. august 2013

Sommeren 2013

Så gik den sommerferie også. Eller det vil sige, at jeg nu har 14 dages ferie endnu, men Simon og Clara er startet igen. Det har været en dejlig sommer, som vi har nydt i fulde drag.

Den sidste uge af ferien brugte vi på Skovgårde Bibelcamping. Det var rigtig lækkert bare at slappe af, nyde vejret og få god bibelundervisning. Clara var stor nok i år til at komme på Minihjørnet, og hun nød at være med til børnemøderne. Det var så spændende det hele, og hun har lært en masse nye sange, som vi hele tiden skal synge nu. Det er vildt, at hun allerede er så stor, men det er så dejligt at se hende hygge sig og folde sig ud.

Hendes sprog vokser også rigtig hurtigt for tiden. Hun lærer nye ord hver dag og sætter dem sammen til sætninger. I dag på vej til dagpleje snakkede Clara og jeg om, om Ditte nu var hjemme i dag. Det mente Clara nu ikke, at hun var (for hun ville hellere være hjemme sammen med mor), og da jeg så spurgte hende, hvad Ditte så lavede, så svarede "arbejde" :) Hun har vist ikke helt forstået, at Ditte faktisk arbejder med at passe hende...
Simon er for alvor startet i skole i dag. Det er en ny hverdag med offentlig transport og skolegang, men det er nu også dejligt, at han er lidt tidligere hjemme, end han var førhen. Det giver pludselig en anden rytme herhjemme, som er dejlig, men vi skal også lige vænne os til det.
For mig står det sidste af min ferie bare på huslige sager. Det er der så god tid til, når man er helt alene hjemme. Og så lader jeg ellers bare op igen til at starte i skole. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå.
Vi har ikke fået taget så mange billeder hen over sommeren;vi har bare nydt at leve lige i øjeblikket. Men vi har smidt et par billeder ind fra endnu en tur til Givskud Zoo.

Ingen kommentarer: