Sider

søndag den 18. maj 2014

Store bededagsferie

Vi har haft en skøn store bededagsferie! Vi har besøgt begge hold bedsteforældre, slappet af og bare nydt det utroligt dejlige vejr. Det er godt nok lækkert, at sommeren sådan er på vej. Det har været skønt at have et par dage fri, hvor vi har kunnet slappe af oven på en krævende uge. Martha var jo syg af skoldkopper, så det blev ikke til meget søvn om natten, og jeg havde en masse obligatorisk i skolen. Heldigvis havde bedstefar og farfar mulighed for at hjælpe med pasningen af Martha, og så tog Simon og jeg hver en fridag. Vi synes, den uge trak lidt tænder ud - eller gav flere rynker i panden :) Men nu er Martha heldigvis i god bedring, og vi har fået tanket op med energi og søvn i løbet af weekenden. Vi sender Martha afsted i dagpleje igen i morgen, så nu må vi se, hvordan det går.
I den kommende uge starter jeg på eksamensprojekt. Så bliver der også lidt at se til, men vi råder helt selv over vores tid til det. Det er rart, at det er muligt at være lidt fleksibel.

søndag den 11. maj 2014

En afslappende weekend

Vi har haft en afslappende og hyggelig weekend! Lørdag tog vi igen til løveparken i Givskud. Vores årskort udløber om en uges tid, så det er bare med at få det skudt af her til sidst. Clara elsker at være dernede! Om det er dyrene, legepladsen, eller at må sidde foran i bilen, mens vi kører, er lidt svært at vurdere, men det er hvertfald et hit! Denne gang så vi næsten alle dyrene, og hun var specielt optaget af de store gorillaer - nok mest fordi der var en gorillaunge, der sad og diede ved moderen, og en anden gorilla, der kløede sig i numsen. Det syntes hun hvertfald var ret sjovt!
Clara er god ved sin gamle far - her får han en gyngetur :)

Godt brugte kørte vi derfra og gjorde lige et stop hos Alice i Silkeborg på vejen hjem. Her fik vi lækker aftensmad, og så var pigerne ellers helt klar til at komme hjem at sove.
I dag har vi været i kirke alle 4. Det er ikke hver søndag, der er børnekirke heroppe, men i dag var der, og Clara elskede det! Pigerne tog sig også en rigtig lang eftermiddagslur, så vi nød stilheden herhjemme det meste af eftermiddagen.
Og så er Martha nu blevet ramt med skoldkopper. Vi troede ellers lige, at hun var gået fri, fordi det efterhånden er ved at være noget tid siden, Clara havde det. Men nej. Indtil videre har vi kun talt 10 stk, så vi kan håbe, hun er mildt ramt. Nu skal vi så lige få hverdagen til at hænge sammen, når Martha ikke må komme i dagpleje. Jeg har en del obligatorisk undervisning i den kommende uge, og Simon har jo næsten ikke været på arbejde siden 1/4. Men det skal jo nok komme til at gå alt sammen.

tirsdag den 6. maj 2014

Så er vi i gang!

Så er vi i gang alle sammen! Simons orlov sluttede mandag, så han har været afsted i dag. Martha har haft et par sygedage, men det passede heldigvis fint med, at Simon havde den sidste orlovsdag, og jeg har haft studiedag i dag. Hun har været feberfri hele dagen i dag, så hun er vist klar til at komme ud til Gerda igen i morgen. Og Clara nyder at være i børnehaven igen efter den lange skoldkopper-pause :)
Vi har været afsted hele weekenden. Først var vi til Messy Church i Horsens fredag eftermiddag. Det var rigtig dejligt at se dem alle igen dernede. Heldigvis havde de ikke helt glemt os :) Bagefter tog vi hjem til Løsning for at overnatte. Lørdag var Clara ude at hænge sutterne på farfars suttetræ, og bagefter kørte vi ind og købte en Barbie for dem. Hun har kun spurgt om sutterne et par enkelte gange siden, så det går bare rigtig fint. Hun leger meget med sin nye Barbie, selvom hun mener, hun bare kan ønske sig nogle nye sutter :)
Over middag tog Simon og jeg så til bryllup ved Sidsel og Thomas. De blev viet i Øster Snede kirke og efterfølgende fest i Slotsstalden på Tirsbæk gods, så det passede så fint, at farmor og farfar kunne være barnepiger. Vi var afsted hele dagen helt uden pigerne, hvilket var helt vildt skønt! Det var dejligt at være afsted bare som kærester og ikke skulle lytte efter babyalarm eller noget. Det var en rigtig dejlig fest!
Desværre tog pigerne ikke højde for, at vi søndag var ret trætte :)
Ellers er Martha begyndt at bevæge sig rundt i hele huset nu. Hun har fundet fidusen i, hvordan man kommer frem, og så kan man jo lige pludselig nå alt det, der er så spændende. Vi har hvertfald allerede mange gange hørt Clara sige "nej, Martha" :)