Sider

tirsdag den 30. december 2014

Juleferie

Vi nyder vores juleferie!
Vi havde en rigtig hyggelig juleaften hjemme hos bedstemor og bedstefar. Pigerne sugede til sig af indtryk. Specielt Clara var helt vild med det hele. Det var skønt at se, hvordan hendes øjne bare lyste af spænding og glæde over det hele! Martha gik dog ned med feber om natten, og det tog et par dage, før det var helt ude af kroppen igen. Nu prøver vi bare alle at indhente det søvn, vi kom i underskud. Martha er ellers begyndt at gå, og hun stavrer rundt i hele huset. Det er sjovt at se, hvordan hun nu kan meget mere, for hænderne er jo også fri! Og Clara synes, det er lidt hyggeligt at kunne følges rundt med hende.
Ellers nyder vi snevejret og hinandens selskab. Pigerne er vældig glade for snevejret, og der bliver både kælket og bygget snemand.



Vi er i gang med at forberede nytårsaften, hvor vi får besøg af et par venner fra Horsens og Alice, Brian og Marcus. Clara og Simon har været til fyrværkeridemonstration. Clara syntes, det var rigtig flot, selvom det også larmede lidt. Vi er spændt på, hvordan hun tager nytårsaften. Sidste år blev hun nemlig rigtig bange for fyrværkeriet, og der gik flere måneder, før hun igen kunne puttes til ro om aftenen uden at være bange. Men måske er det heller ikke helt så vildt i Bjerringbro, hvem ved?

onsdag den 17. december 2014

Vi julehygger

Det ER jul! Vi julehygger herhjemme alt det, vi kan komme til. Selvom dagene er lidt lange, før vi alle 4 er hjemme igen om eftermiddagen, så hygger vi gerne lidt om morgenen eller om aftenen. Og Clara holder nøje regnskab med, at når alle chokoladerne er spist, så er det jul. Martha derimod kunne spise hele sin chokoladejulekalender d. 1 december, hvis hun fik lov :)
I weekenden var Simon og pigerne til fødselsdag hos Olivia, mens jeg var til julefrokost med pigerne fra Frøstrup. Søndag var vi inviteret ud til Thomas, Marie og Magnus for at fejre Marthas dåbsdag. Det er vildt at tænke på, at det allerede er et år siden, hun blev døbt!
Og nu er vi så i gang med den sidste uge inden jul. Jeg har haft sidste dag i praktikken i dag, så nu kan der lidt ro på op til jul. Det er rigtig dejligt, for dagene er nu meget lange og lidt hektiske, når man er ude fra 7-16.30. Det kan også hurtigt mærkes på pigerne, når der er lidt mere ro på og god tid til det hele. Pigerne får juleferie på fredag, og Simon får på mandag. En dejlig lang juleferie der varer helt indtil d. 5 januar. Det bliver skønt.
I går lavede vi havregrynskugler. Se videoen :)

mandag den 8. december 2014

Kærestetur

I weekenden var Simon og jeg på kærestetur til København. Jeg har aldrig været ovre at se julebelysningen i Tivoli, så det var netop derfor, turen gik til København. Pigerne blev afleveret i Løsning, og så tog vi ellers toget til staden. Vi boede på H.C. Andersens Boulevard, så det var dejligt centralt. Fredag aften var vi en tur i Planetariet, hvor de havde premiere på deres julefilm omkring Jerusalem. Det er lidt som at opleve det igen, når man nu sidder der også kan se det hele i fuld panorama.
 Lørdag hyggede vi os i byen med cafe og god mad, og så mødtes vi med Ann og Markus hen på eftermiddagen for at tage i Tivoli sammen. Hold op, hvor var der mange mennesker! Vi stod jo i kø bare for at gå rundt derinde i parken, så da vi havde set det meste af parken, fandt vi os en kop varm kaffe. Men hvor var det flot og hyggeligt med al den belysning! Bagefter tog vi på fin fransk restaurant og spiste aftensmad og ellers bare hyggede og snakkede. Det var skønt at se dem igen - det sker jo ikke så tit, når de bor så langt væk (eller omvendt). Søndag slappede vi bare af og spiste god frokost, inden turen igen gik mod Jylland. Det var en rigtig dejlig weekend, og skønt at få lov at kæreste lidt igen.
Og pigerne havde i den grad hygget sig i Løsning!