Sider

tirsdag den 7. februar 2017

Det er efterhånden lidt tid siden, vi har fået opdateret bloggen. Tiden flyver jo afsted, og nu er vi allerede godt i gang med februar. Simon er i gang med sin sidste uge på skole i denne omgang, og så er han tilbage på Grundfos på mandag. Vi har nydt, at han har haft kortere dage i Viborg, og pigerne har i den grad nydt af og til at kunne blive afleveret eller hentet af Simon.
Forrige weekend tog pigerne og jeg tog og bus til Aulum, og så kom Simon efter skole. Der var vi det meste af weekenden. Det var så hyggeligt at være på overnatning igen og bare have god tid sammen med bedstemor og bedstefar.
I fredags sagde vi et sidste farvel til oldemor Inga. Det er sørgeligt at undvære hende fremover, og vi kommer til at savne hende meget. Efter begravelse og mindesamvær, var hele familien samlet i hendes lejlighed. Det var dejligt bare at være i hendes hjem, og skønt at se hvordan børnene bare hurtigt fandt hendes legetøj frem for at lege med det - ligesom de altid plejer at gøre. Samtidig var det også mærkeligt at være i hendes hjem en sidste gang. Clara har tænkt mange tanker omkring det, at oldemor er død. Hun syntes, fredag blev en øv-dag, fordi der går så lang tid, før vi ser oldemor igen. Og søndag morgen var hun lidt trist, da hun stod op, fordi hun kom til at tænke på, at hun ikke kunne vise oldemor sin skoletaske, når hun får sådan en.
I går var vi til familieaften i missionshuset her i Tørring. Det er dejligt at se, hvordan pigerne bare føler sig hjemme i huset. Vi er rigtig glade for at komme der og oplever et dejligt fællesskab med varme, omsorg og interesse for alle.
Jeg har fået arbejde på Vejle Sygehus pr. 1/3, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til! Det er lige det speciale, jeg gerne vil, og Vejle er så dejlig tæt på. Det bliver skønt at komme ud og få fingrene i det igen. Jeg nyder det sidste af barslen med Asta i fulde drag, og vi går bl. a. til "mor i form" og babysalmesang. Det er lidt underligt, at min barsel nu snart er slut, men så kommer Simon heldigvis hjem og tager lidt barsel sammen med Asta. Det bliver helt sikkert godt!

Ingen kommentarer: