Sider

onsdag den 10. marts 2021

Corona i det lille hjem

I sidste uge blev Asta sendt hjem fra børnehaven, fordi et barn på hendes stue var testet positivt for corona. Det resulterede i, at Asta skulle testes som nærkontakt. Astas test var positiv for corona, og vi måtte derfor i isolation, og vi andre skulle testes som nærkontakter. Vi havde ikke mulighed for at isolere Asta fra os andre, så vi valgte at gå i isolation som familie, velvidende at vi udsatte os for smitterisiko. Vi har forsøgt at nyde tiden herhjemme og få den til at gå med havearbejde, bål i haven næsten hver dag, skolegang, kreative ting, og hvad vi ellers kunne finde på.

Det har krævet stor tålmodighed for både børn og voksne, og det har da også til tider været temmelig surt. Vi har heldigvis haft søde venner til at handle ind for os og komme med små hilsner, og farmor og farfar var også forbi en dag med en coronakasse med lækkerier, Anders And blade og andet tidsfordriv. I går var vi andre 4 så inde at blive testet. Hvis ingen af os var positive, måtte vi ophæve isolationen.

Og vi var heldigvis alle negative! Det er utrolig, hvad det pludselig gør ved en, at man får sin frihed igen. Det har været så dejligt i dag bare at kunne cykle en tur, eller lige handle det man mangler i Netto. De to store piger har også været i skolen igen i dag, og de har virkelig nydt at komme tilbage til vennerne igen! Astas stue i børnehaven åbner først på mandag, fordi personalet er blevet syge af corona. 

Ingen kommentarer: