Sider

mandag den 6. december 2010

Juletid

Så er det jo rigtig blevet juletid, og vi nyder det! Der ligger en del sne her i Horsens, og det giver bare rigtig god julestemning. I Horsens er der også tradition for at lave en juleby/udstilling i gågaden i december, hvor der er små hytter med boder eller nisseudstillinger. Det er virkelig hyggeligt at gå og kigge, og man kan da blive fristet til at købe en pose brændte mandler af og til :) I år er der også en rigtig flot udstilling i Vor Frelsers Kirke, hvor vi kommer. Her har man lavet et helt landskab i miniformat, der viser hyrderne på marken, de vise mænd, stalden og andre ting fra tiden omkring Jesu fødsel. Det er en 25m lang udstilling, og den er virkelig flot!
Ellers så er vi også kommet godt i gang med at bage diverse julekræs. Vi har to weekender i streg været oppe ved Alice og Brian for at julehygge, lave konfekt og andet godt.
Livet går sin vante gang her. Nogle ting tager lidt længere tid pga. vejret, fx er det umuligt at cykle på vejene hernede i nu, og jeg har da også op til flere gange oplevet forsinkede tog. Men det er nu også bare en helt anden måde at leve hverdagen på, og det kan jeg godt lide. At man bare tager sig den tid, ting nu engang tager, og sker der overraskelser eller ændringer, så tager man bare dem med. Det var der lige ved at ske her den anden dag, da vi var bange for, at oplen nu ville sætte ud for endeligt. Den har jo ellers holdt til en masse, men den har brokket sig lidt på det sidste i dette kolde vejr. Den står jo heller ikke i garage, og vi bruger den jo egentlig ikke så meget. Så i fredags begyndte den pludselig at lugte meget brændt, og vi var bange for, at nu var det sket med den. Men heldigvis skulle den bare lige stå natten over, og næste dag var den så god som ny - næsten :) Sådan kan det jo gå. Vi plejer rigtig godt om den og håber virkelig den overlever vinteren her i Horsens.

Noget af julebyen i Horsens

Ingen kommentarer: