Sider

lørdag den 21. december 2019

Juleferie!

Så kom juleferien. Clara og Martha har talt dage ned til juleferien, og nu er den her allerede. Asta spørger næste hver dag, om det er jul nu, og det er det også næsten. Ferien blev skudt i gang fredag aften med dyner i sofaen, Disney sjov i fjernsynet og fredagsslik i munden.
I formiddags fik vi hentet juletræ. Jeg var heldig at have vundet et i en konkurrence, så det var fedt bare at vælge et og så smide det på traileren. Igen i år var vi ude at finde juletræ sammen med gode venner, og pigerne mødte også kammerater fra skolen. Højdepunktet var dog tre små killinger, der var meget kælne.
Til eftermiddag tog vi til Aulum til årets julefrokost med mine søskende og familie. Det er skønt at kunne samles hele den store flok, og det blev en dag med snak, hygge, spil, pakkeleg og dejligt mad. Det er så dejligt at se alle færre og kusiner lege og hygge sig, og når børnene har det godt, så hygger vi voksne os også så godt.

onsdag den 11. december 2019

Julehygge-weekend

Weekenden har i den grad stået i hyggens tegn. Fredag fik vi bagt honningkager (mums!), og farmor og farfar kiggede forbi. Dejligt lige at drikke eftermiddagskaffe og spise aftensmad sammen med dem. Lørdag fik vi besøg af fætter Asger fra Århus. Simon og pigerne hentede ham ved Horsens, mens jeg fik et par timers lur oven på nattevagt. Om eftermiddagen tog vi ud til Kongernes Jelling. Et vildt flot og spændende museum, hvor man må pille ved alle ting. Børnene var meget opslugt af det, og turen sluttede af med et kig på Jellingestenene og en tur op på højene. Aftenen blev brugt med pizza, popcorn og julekalender. Det var skønt at se, hvordan børnene bare hyggede sig sammen.
Søndag stod den på julehygge i Løsning med hele Simons familie. Der blev bagt pebernødder, figurkager, kogt klejner, trillet havregrynskugler, klippet og klistret og spist og hygget. En rigtig dejlig dag!

tirsdag den 3. december 2019

Vinter- og juletid

Forrige weekend var vi en tur i Odense Zoo. Vi kunne komme gratis ind, når vi nu har årskort til Givskud. Det var sjovt at se en anden zoo, end vi er vant til, og der var kun en times kørsel derover. Det var en rigtig hyggelig dag, dog var det nødvendigt at være klædt godt på i det friske vejr.



I sidste weekend fejrede vi oldemors fødselsdag lørdag på Skamlingsbanken. Sikke en dejlig fest! Det var skønt at fejre hende, være sammen med alle de andre fra den hele familie og spise god mad. Og søndag blev det endelig december med julekalendre og adventsgaver. Længe ventet for tre små størrelser herhjemme :) Søndagen gik med kirke, børnefødselsdag og pebernøddebagning.

Asta leger gemmeleg

mandag den 18. november 2019

Hverdagen flyver afsted

Martha tabte sin første tand i går aftes. Det var en stor begivenhed!

Clara elsker at hygge og nusse om lille Oda

Og Asta leger og hygger sig sammen med sine søstre :)

søndag den 20. oktober 2019

Martha 6 år

Så kom Marthas fødselsdag endelig! Hun havde talt dage i efterhånden lang tid, og var så spændt på at skulle have fødselsdag. Hun blev vækket med gaver og sang, og til frokost kom hele Simons familie. Det blev en rigtig dejlig dag med gaver, gæster, kager, og alt hvad der ellers hører til på en 6 års fødselsdag.

I morgen skal hun have pigerne fra klassen med hjem til fødselsdag, og i næste weekend holder vi det sidste fødselsdag.

onsdag den 16. oktober 2019

Efterårsferie

Vi har kun haft en lille smule efterårsferie - nærmere bestemt fredag-mandag i den sidste weekend. Den brugte vi på sæsonens sidste campingtur, der gik til Viborg Sø Camping. Et rigtig hyggeligt sted i skovområde og lige ned til Søndersø i Viborg.
Det regnede fredag og søndag aften, men ellers skønt vejr og dejligt mildt. Lørdag var vi på skattejagt i området omkring Hald sø. Et utrolig smukt område, og pigerne fandt det meget sjovt at gå efter poster og spor, og selvfølgelig var der en stor skattekiste til sidst med en skat til dem hver. I den grad et hit!



Søndag var vi inde at se Viborg Domkirke. Det gjorde stort indtryk på pigerne! Det er en meget smuk kirke med flotte malerier, og vi var da også både oppe i kirketårnet og ned i krypten under kirken.
På vej hjem fra Viborg mandag, kørte vi forbi Bjerringbro og besøgte et hold venner fra vores tid deroppe. Det var dejligt at se dem igen, da vi ikke kommer så tit på de kanter, og børnene fandt da også sammen og hyggede, omend de ikke helt kunne huske hinanden til at starte med.
Tirsdag og onsdag har så været almindelige hverdage med arbejde, SFO og børnehave. De næste to dage holder pigerne dog fri fra institutioner, da jeg har aftenvagt, og Simon kan komme tidligere hjem fra arbejde og tage over.

onsdag den 9. oktober 2019

20 km vandreskjold

I lørdags var Clara ude at vandre med spejderne. De skulle gå 20 km, og hvis de gennemførte fik de et vandreskjold til at sætte på uniformen eller bæltet. De var 7 børn, der deltog, og det blev en vandretur rundt i lokalområdet. Undervejs gik de igennem Uldum Kær, og fordi vandet har stået højt i Gudenåen længe, indebar det, at de måtte gå i vand til knæene flere steder, og nogle steder var der flere, der sad fast i mudderet. Men det tog ikke humøret fra de små ulve, og alle børn gennemførte vandreturen. Det var en pavestolt pige, vi hentede efter 7 timers vandren. Vi smed hende i et varmt bad, da hun kom hjem, og så var hun ellers godt brugt for denne dag.

mandag den 9. september 2019

Kæresteweekend

Simon og jeg nød en kæresteweekend lørdag-søndag. Vi var en tur i Gorillapark i Vejle, på café, spiste aftensmad i Fredericia og gik en aftentur på voldene bagefter. Det var jo det skønneste efterårsvejr! Det var dejligt at have en lille weekend bare os to, hvor vi ikke skulle tage os af senge- og spisetider, og hvor vi bare kunne nyde hinandens selskab. Pigerne var på ferie hos farmor og farfar imens, hvilket de også nød i fulde drag!

Clara er begyndt til spejder, og i går fik hun sig en uniformsskjorte. Og farfar fandt et tørklæde og bælte i sine gemmer, som hun kunne låne, indtil hun får sit eget. Hun er SÅ stolt af det!

mandag den 26. august 2019

Sig hej til Oda

Weekendens højdepunkt var helt sikkert, da vi hentede vores lille kanin søndag eftermiddag. Pigerne har længe gerne villet have en kanin, og nu bød muligheden sig. 
Den er en dværgvædder, og den hedder Oda. Den er SÅ sød. Pigerne er helt vilde med den! De siger godnat til den, når de skal i seng, og de siger godmorgen til den, så snart de står op. De står troligt ved dens bur meget af tiden og snakker med den og er meget omsorgsfuld mod den. 

tirsdag den 13. august 2019

Sommerferien slut

Så sluttede sommerferien - også selv vi egentlig ikke er helt klar til det. Eller det vil sige, pigerne glædede sig til at være sammen med vennerne igen, men Simon og jeg var nu ikke helt klar til hverdagens travle rutiner. Sidste uge blev dog også lidt en mellemting mellem ferie og hverdag. Simon og jeg var på arbejde igen, men pigerne havde nogle legeaftaler, var på overnatning eller på tur, så det var en blid overgang.


I går ramte hverdagen så for alvor. 1. skoledag i 0.B for Martha og i 2.Å for Clara. Vi forældre måtte være med til den første time i 0.klasse, og Martha fik en rigtig god start på skolen. Vores lille Martha er ikke så lille mere.

søndag den 21. juli 2019

Asta 3 år

I fredags blev Asta 3 år. Vi var lidt spændte på, hvor meget hun egentlig ville forstå af det, men hun var i den grad med på fødselsdagssang, gaver og flag. Hun var meget begejstret over det hele og hyggede sig rigtig meget.
Over middag kørte vi Clara ned på Lyngsbo lejr, og da vi kom hjem, spiste vi kagemand, pustede lys og fejrede fødselsdag. Da der er mange, der er på ferie for tiden, var der ikke nogen gæster, men Martha fik den idé, at alle dukkerne kunne være gæster. Så de sad fint med ved bordet :)
Aftensmaden stod på risengrød med rød saft og til dessert æblegrød. Vi så Disney sjov til aften, og så var fødselaren ellers også træt oven på sådan en dejlig fødselsdag.

onsdag den 17. juli 2019

Clara 8 år

Så blev Clara 8 år i mandags. En stor dag som var længe ventet og nøje planlagt. Det er jo heller ikke hver dag, at man fylder 8 år :)
Nanna, hendes veninde, kom til formiddag, og så kørte vi 5 piger afsted til Horsens på shoppetur. Lige i Claras ånd, og turen endte på McDonalds med frokost. Til aftensmad kom farmor og farfar og vores nabo Richard og spiste med. Menuen stod på pizza fra pizzaria efter damens ønske, og fødselsdagskagen til dessert var nøje udtænkt med smag og udseende. Clara og Nanna overnattede i campingvognen, og dagen efter blev Nanna hentet igen. En skøn fødseldag der faldt i Claras smag - og så var hun også temmelig brugt dagen efter :)

onsdag den 10. juli 2019

Første del af sommerferien

I sidste uge indløste vi første del af sommerferien. Mandag tog vi afsted mod Fjellerup, hvor vi var på Joffi+, der er en slags familiecamping forud for Ordet og Israels sommerstævne i weekenden. Vi nød at være afsted med campingvognen igen, pigerne legede med de andre børn, og de voksne hyggede sig om aftenen, når børnene var puttet. Det er efterhånden stort set den samme klan, der er med på det hvert år, og det er virkelig hyggeligt sådan at se hinanden igen. Dagene blev brugt med leg, spil, ture til stranden, is på Vaffelbageriet, og den ene dag var vi en tur i Ree Park.

Torsdag aften begyndte opstillingen til sommerstævnet, og Simon var i fuld arbejde både der og var ellers på med teknikken hele weekenden på sommerstævnet. Pigerne deltog i børnemøder til deres aldersgrupper, og for første gang i efterhånden mange år fik jeg også noget ud af de fleste møder. Det er dejligt, at pigerne bliver store. Søndag aften omkring kl. 20 landede vi i Tørring igen. Godt brugte oven på en dejlig uge.

Mandag morgen måtte vi så alle tidligt ud af døren og afsted i børnehave, SFO og på arbejde. Temmelig hårdt for alle parter, men vi piger tæller ned fredag eftermiddag, hvor vi går på ferie igen og denne gang med udsigt til 3 uger.

fredag den 28. juni 2019

2 x 30 års fødselsdag

Nu må vi siges at være halvgamle, Simon og jeg. Vi har begge rundet hjørnet med de 30 år. Simon fejrede vi med morgensang, gaver og flaghejsning fra morgenen af, og efter arbejde tog vi på Mørkholt, hvor campingvognen stod fra weekenden inden. Til aften havde vi inviteret Simons familie til fejring, og hvor var det hyggeligt sådan at fejre fødselsdag i forteltet, og at ungerne bare løb ud og legede!

Gitte blev på sin fødselsdag også fejret med morgensang, gaver og rundstykker fra morgenen af, og om eftermiddagen var hele familien til børneklub. Far og Gitte kom i mellemtiden og ordnede aftensmaden, så da vi kom hjem fra børneklub, stod der er festligt aftensmåltid klar! En rigtig dejlig og hyggelig aften, hvor Lars og Tove også dukkede op til aftenskaffe. Vi er i den grad blevet fejret godt, og det gør jo egentlig ikke så ondt sådan at runde et hjørne :)
Nu står den snart på fødselsdagsfejring af Clara og Asta. Clara har allerede holdt fødselsdag for pigerne i sin klasse i sidste uge, og på søndag fortsætter vi med Simons familie. Der er altid nok at se til her i juni/juli, men nu går vi mod sommerferie. Det glæder vi os til!

tirsdag den 7. maj 2019

Lørdag var vi til konfirmation hos Simons kusine i Herning. Det var en festlig dag, hvor næsten alle onkler, tanter og fætre og kusiner med påhæng var med. Det var hyggeligt at se dem alle igen.
Lørdag tog vi en tur i Løveparken, som altid er så dejlig at besøge. Det er sjovt at opleve Asta, der især i år begejstres over dyrerne og siger "hej løve" og "hej raffe", når hun ser dyrene.


onsdag den 1. maj 2019

Påskeferie

Vi havde en skøn, skøn påskeferie! Den første weekend sendte vi pigerne på ferie i Aulum, så Simon og jeg kunne knokle hjemme i indkørslen. Vi fik gravet et bed væk og skrabet et lag jord af langs indkørslen for derefter at lægge flis på. Det har givet noget mere brugbar plads i indkørslen, hvilket bestemt også er nødvendigt, når man skal have plads til campingvogn, trailer og to biler.
Palmesøndag tog vi til Aulum for at besøge bedstemor og bedstefar og samtidig også deltage til Økodag. Det var en dejlig dag, og pigerne havde haft en skøn miniferie hos bedstemor og bedstefar.
Tirsdag tog vi til Harboøre på camping. Det var en skøn følelse at lufte campingvognen igen, og hvor er det betagende og fantastisk at være ved Vesterhavet. Vejret tilsmilede os, og vi nød solens dejlige varme både på campingpladsen og på stranden. Bedst var det at finde læ bag en bunker og så ellers slikke solens dejlige stråler. Vi brugte mange timer nede ved havet med at finde sten, dyppe tæerne, flyve med drage, og hvad man ellers laver på stranden. En tur i Kystcenteret og Sneglehuset i Thyborøn blev det også til. I den grad et par skønne dage og godt til vores lille familie at komme lidt væk fra hverdagen. Lørdag kørte vi hjem igen, skønt vi nemt kunne have brugt flere dage deroppe.
Påskedag var vi til gudstjeneste i Øster Snede. Hvor var det dejligt at fejre påskedag i en propfyldt kirke! Om eftermiddagen tog vi hjem for at besøge farmor og farfar.

Pigerne var vilde med Sneglehuset i Thyborøn!

Bunkerne blev udforsket både indeni og udenpå

Pigerne hygger sig, og far flyver med drage

Den sidste aften så Martha, Clara og jeg solen gå ned i Vesterhavet