Sider

mandag den 15. marts 2010

Fredagstur midt i hedebølgen...

I fredags drog vi igen på fredagstur. Først gik turen til kibbutz En Dor, der ligger tæt på Tabor bjerget. En Dor er det sted, hvor Saul opsøgte en spåkone for at mane Samuel op fra de døde. I kibbutzen besøgte vi også Arieh, som vi tidligere i opholdet havde besøg af her på skolen. Han var med til at sejle jøder over atlanten til Israel tilbage i årene omkring 1946-48 og starte kibbutzer op. En utrolig hyggelig ældre mand, der virkelig er indbegrebet af en rigtig kibbutz-boer.
Dernæst gik turen til Gilboas bjerge. Naturen er utrolig smuk på denne tid af året! På Gilboas bjerge var der også krig mellem filistrene og Sauls hær (kan ikke huske det helt præcist, men er nogle interesserede, kan jeg angive nogle skriftsteder med tilknytning til Gilboas bjerge).

Sidst men ikke mindst gik turen til Bet Shean, en ældgammel by, der har været beboet de sidste 2000 år. Det var en filisterby, og her blev Saul hængt på bymuren til vanære efter han havde styrtet sig i sit eget sværd. Bet Shean indeholder en masse ruiner bl. a. teater, huse og andet godt.

På turen hjem gjorde vi holdt ved en McDonalds, men man kunne ikke få milkshake og Mcflurry pga. kosher-reglerne, så det var der ikke så meget ved.
I denne uge fortsatte vi med at have Ole Andersen som underviser og emnet Ezekiels bog og jødedommen. Fra i morgen og indtil torsdag middag skal vi have retræte. Her skal vi fordybe os i Bibelen, meditere, bede, på pilgrimsvandring og have tidebønner. Det bliver en spændende oplevelse, men også en udfordring; personligt såvel som fælles. Under hele retræten skal der fx være stilhed, så vi ikke må tale til hinanden. For nogle bliver dette måske den største udfordring.

Ingen kommentarer: